Spinalstenose behandling omfatter øvelser og vejledning, genoptræning, medicin, og i visse tilfælde en operation. Spinalstenose er en aldersbetinget lidelse, der medfører forsnævring af rygmarvskanalen og/eller de åbninger hvor nerverne i rygsøjlen løber igennem.
Stenose er en relativt sjælden lidelse, og en dansk undersøgelse har anslået at der er cirka 1.500 nye tilfælde i Danmark om året.
HVORDAN ER FREMTIDSUDSIGTERNE?
I de fleste tilfælde er spinalstenose en relativt fredelig lidelse, forstået på den måde at en eventuelt forværring i tilstanden er meget langsom. For langt de fleste er tilstanden stabil, og store undersøgelser af patientgrupper har fundet at mellem 15% og 50% af patienterne oplever en spontan forbedring over en årrække.
DEN TYPISKE HISTORIE
Sygehistorien hos en patient med spinalstenose er ofte ret klassisk. Patienten vil have smerter i et eller begge ben, som har stået på igennem et halvt år eller længere. Smerterne provokeres når patienten går tur, og lindres når patienten sidder ned. Det er oftest den begrænsede gangdistance der er patientens primære klage. I nogle tilfælde provokeres bensmerterne også når patienten står stille i længere tid, eller hvis man ligger fladt på ryggen eller maven.
HVILKEN BEHANDLING VIRKER?
Sandt at sige, er der idag ikke særligt god dokumentation for nogen effektiv behandling af spinalstenose. I de videnskabelige undersøgelser man har foretaget indtil nu, har behandlingen været en blanding af alle mulige ting (øvelser, bassintræning, bevægelighedstræning, manuel behandling, støttekorset, indsprøjtninger og smertestillende medicin). Derfor er det vanskeligt at sige hvilke elementer i behandlingen det er der har en effekt.
Idag anbefaler man at patienter med mildere grader af stenose, afprøver såkaldt konservativ behandling med øvelser og træning. For patienter med sværere grader af pladsmangel, kan man overveje at foretage en operation hvor der laves plads til nerverne med et kirurgisk indgreb.
Læs mere om spinalstenose behandling på Aalborg Rygklinik her.
ØVELSER OG TRÆNING – HVORDAN VIRKER DET?
Klinisk erfaring og videnskabelige forsøg har vist, at nogle patienter med stenose kan opnå forbedring af smerter og gangdistance ved hjælp af træning og øvelser.
Vi ved ikke præcist hvorfor øvelser og træning virker, men formentligt er virkningen følgende:
- I nogle tilfælde er det muligt for patienten, at lave simple øvelser som skaber mere plads til nerverne i ryggen, hvorved symptomerne letter. I en amerikansk undersøgelse af 150 patienter med spinalstenose, var der op til 83% som opnåede en forbedring med denne form for behandling.
- I andre tilfælde kan øvelser og træning stimulere blodcirkulationen i og omkring nerven, og dermed kompenseres for det tryk på nerven som skaber den smertefulde irritationstilstand.
- Endelig kan træning modvirke den generelle forringelse af patientens kondition, der følger med en smertebetinget nedsættelse af det fysiske aktivitetsniveau.
FÅ DE RIGTIGE ØVELSER MED DET SAMME
Køb adgang til det øvelsesprogram jeg bruger til at lindre smerterne hos patienter med spinalstenose. Øvelsesprogrammet er beregnet til at reducere og fjerne smerter på grund af spinalstenose.
MERE INFORMATION
- Se dette videoklip hvor jeg forklarer hvordan pladsmangel opstår.
- Kort beskrivelse af behandlingen på Aalborg Rygklinik her
- Læs min vejledning til patienter med diskusprolaps her
- Patienthåndbogen på Sundhed.dk