Rygøvelser er medicin - Aalborg Rygklinik
Rygøvelser er medicin
Rygøvelser er medicin

Rygøvelser er medicin

Øvelser og fysisk aktivitet er en vigtig bestanddel i fysioterapi-behandling af smerter fra rygsøjlens led og muskler. For nogle patienter kan det dog virke både meningsløst og direkte skræmmende at skulle lave øvelser, og at træne med en ryg der gør ondt.

Nogle af de patienter jeg arbejder med til daglig, har allerede prøvet utallige behandlinger hos fysioterapeut, med øvelser som ikke har hjulpet det mindste.

Derfor kan det være gavnligt at vide hvorfor nogle øvelser hjælper dig, mens andre øvelser ikke hjælper overhovedet. Læs mere her hvis du vil vide lidt mere om emnet.

SÅDAN VIRKER RYGØVELSER

Øvelser og træning virker på flere måder – de har både en rent kropslig effekt, og så kan der også være en gavnlig psykologisk effekt.

På det rent kropslige plan kan øvelser og træning af din ryg og nakke, fjerne smerter på to forskellige måder; I mange tilfælde vil der være bestemte aktiviteter og bevægelser der gør rygsmerterne kraftigere, og der er andre bevægelser og aktiviteter som lindrer eller fjerner smerterne.

Ved at foretage en grundig analyse af, hvordan smerterne i ryggen eller nakken reagerer på forskellige bevægelser, kan man lære dig at lave præcist de bevægelser som lindrer og fjerner smerterne. Helt konkret betyder det at du får en eller to simple øvelser, som du kan udføre derhjemme eller på din arbejdsplads, og på den måde fjerne eller mindske smerterne. På den måde giver simple øvelser dig magten over dit eget velbefindende.

Rent mentalt og psykologisk, har rygøvelser og fysisk aktivitet den virkning, at du får tilliden til din ryg tilbage. Hvis du har en længerevarende skade i din ryg eller nakke, har du sikkert oplevet at du er blevet mindre og mindre aktiv. Du har måske endda fået besked på at tage den med ro, og at skrue ned for dit aktivitetsniveau. Nogen har måske instrueret dig i helt at undgå de aktiviteter der øger smerterne. Den slags instrukser kan føre dig ind i en ond cirkel, hvor du får mindre og mindre handlefrihed i dit liv.

Det kan også være at smerterne ganske enkelt har gjort det umuligt for dig, at holde til det samme som før du fik ondt i ryggen eller nakken. Konsekvensen kan være at du oplever din krop som svag, skrøbelig og sårbar, og at du er afhængig af at nogen hjælper dig med at fjerne rygsmerterne, før du kan blive mere aktiv igen.

Gradvis optræning og trinvis tilbagevenden til en mere aktiv dagligdag, vil ikke blot gøre dig stærkere. Det vil også lære din smertende ryg, at du kan bevæge dig uden smerter, og at rygsmerter ikke nødvendigvis skal stoppe dig i at leve det aktive liv du ønsker.

HAR DU ONDT FORDI DIN RYG ER SLIDT?

Det ikke altid hensigtsmæssigt at bruge ord som “slidt” og “ustabil”, overfor mennesker med ondt i ryg eller nakke. Desværre anvendes disse ord flere steder af dem der skal hjælpe dig med at løse dit ryg- og nakkeproblem. Når man bruger den slags ord giver man dig en falsk opfattelse af, at dine led og muskler i rygsøjlen ikke kan holde til normal belastning mere. For eksempel – du har ondt i nakken fordi dine muskler er for svage.

Der er ingen sammenhæng mellem muskelstyrke og smerter. Der findes masser af mennesker, med en meget stærk ryg, som har kraftige rygsmerter. Der findes også masser af mennesker med svage rygmuskler, som ikke har ondt nogen steder overhovedet.

Træning fjerner ikke dine smerter fordi musklerne bliver stærkere. Rygtræning kan derimod give dig en bedre kontrol over smerterne, og træning kan vænne det skadede område til at tolerere normal belastning igen.

Ordet “stabilitetstræning” er blevet et populært ord indenfor fysioterapi. For de fleste mennesker med smerter i ryg eller nakke, er det bare et helt forkert ord at bruge. De fleste mennesker har en stabil ryg og nakke, og der er ingen grund til at lave skræmmekampagner og sige at de er ustabile i ryggen. Forskning har endda vist at almindelig fysisk aktivitet, og almindelig muskeltræning er lige så effektiv til at fjerne rygsmerter, som såkaldt “stabilitetstræning”.

HVILKEN SLAGS TRÆNING OG RYGØVELSER VIRKER?

Øvelser og træning skal skræddersyes og målrettes til hvert enkelt menneskes smerter og vanskeligheder. For at lave en målrettet plan for din træning, og for at kunne vælge de helt rigtige rygøvelser for dig, er det vigtigt at jeg først får en forståelse for hvad det er smerterne har betydet for din dagligdag.

Det er også nødvendigt at forstå hvilke krav din dagligdag stiller til din ryg og nakke. Hvis din målsætning er at kunne gå igang på jobbet igen, så laver vi en plan der hjælper dig den vej.

Det kan også være dit mål, at blive i stand til at løfte dit barn igen, eller at komme igang med at dyrke motion igen, gå på havearbejde eller noget helt andet. Det vigtigste er at forstå hvad det er du gerne vil opnå, og at træningsplanen har et mål som er meningsfuldt for dig.