Ondt i iskiasnerven - årsager og behandling - Aalborg Rygklinik
Ondt i iskiasnerven – årsager og behandling
Ondt i iskiasnerven – årsager og behandling

Ondt i iskiasnerven – årsager og behandling

Hvorfor får man ondt i iskiasnerven, og hvad kan der gøres ved det? Få svarene her.

  • Hvad er iskias-smerter?
  • Hvad er årsagen til iskias?
  • Hvordan behandler man iskias?
  • Hvilke øvelser kan hjælpe på smerterne?

Begrebet ‘iskias’ dækker over smerter i benet, som stammer fra iskias-nerven. Iskias-nerven er den største nerve i kroppen, og der kan være flere årsager til, at den gør ondt. Iskias-smerter kan være meget kraftige og invaliderende, mens symptomerne i andre tilfælde blot er ømhed og ændring af følesansen i benet.

Her fortæller jeg om tre almindelige årsager til iskias-smerter.

Hvad er iskias-smerter?

Betegnelsen “iskias” bruges ofte om bensmerter, som stammer fra den store iskiasnerve, som løber fra hver side af rygsøjlen og helt ned til fødderne.

Iskiasnerven er kroppens største nerve, og ved dens udspring i lænden er den på tykkelse med en lillefinger. Nerverne kan betragtes som et ledningssystem, som sender elektriske impulser mellem hjernen og kroppens øvrige dele. Iskiasnerven forsyner benet, foden og tæernes muskler med signaler, så de kan arbejde og skabe bevægelse. Nerven forsyner huden med følesans og gør os i stand til at føle smerte.

Ondt i iskiasnerven

Iskiasnerven forgrener sig hele vejen fra lænd, baller, ben, fødder og tæer. Derfor kan man have smerter og andre symptomer vidt forskellige steder, når man lider af symptomer på iskias. Oftest vil der være smerter, men man kan også have såkaldte føleforstyrrelser i benet eller tæerne.

Der kan være flere forskellige årsager til iskias, og derfor behandles alle patienter ikke på præcist samme måde.

HVAD ER ÅRSAGEN TIL ISKIAS-SMERTER?

Iskias betyder som sagt blot, at man har smerter i ben, fod eller tæer, og at disse smerter kommer fra den store iskiasnerve. Der kan være flere årsager til smerterne.

Helt overordnet kan årsagerne opdeles i 4 kategorier:

  • Pladsmangel i lænden, som klemmer på iskias-nerven. Pladsmanglen kan skyldes diskusprolaps, udbulning på diskus, aldersforandringer (slidgigt) i lænden eller overbelastning af ryggen. Se her hvordan pladsmangel opstår.
  • Stivhed eller arvæv i selve iskiasnerven, eller det bindevæv som nerven løber igennem undervejs ned i benet. Stivhed og arvæv kan skyldes slidgigt-forandringer, følger efter en  ryg-operation, følger efter diskusprolaps, eller fra en betændelsestilstand i nerven. Få mit genoptræningsprogram til stivhed og arvæv omkring iskiasnerven – klik her.
  • En skade eller overbelastning af musklerne i balden (piriformis-syndrom), eller i baglåret.
  • Endeligt kan der være tale om en medicinsk sygdom, som påvirker nervevævet.

Når du opsøger fysioterapi-behandling for iskiassmerter, er det første, der skal ske, naturligvis at undersøge dig grundigt. Dette for at bestemme, hvor iskiasnerven er påvirket samt hvilken type problem, der ligger bagved symptomerne. De fire forskellige årsager, jeg har nævnt ovenfor, skal alle behandles forskelligt.

ØVELSER DER FJERNER ISKIAS-SMERTER

Her får du de øvelser jeg bruger til at fjerne smerter fra en klemt iskias-nerve, og piriformis-syndrom.

BEHANDLING AF ONDT I ISKIASNERVEN

Behandling af smerter i iskiasnerven afhænger af, hvilken årsag der er til smerterne. Det siger næsten sig selv, at man ikke behandler alle typer af problemer helt ens.

Iskiasnerven er klemt

Hvis årsagen til du har ondt i iskiasnerven er, at nerven sidder i klemme, vil behandlingen sigte mod at skabe plads til nerven. Det gør man ved hjælp af såkaldte retningsbestemte øvelser. Ved mere genstridige smerter kan fysioterapeuten supplere med manuelle håndgreb, som har en direkte smertelindrende virkning på dit problem. Det løser naturligvis ikke problemet alene at behandle symptomer. For at skabe en holdbar bedring, skal du også lære at bruge din ryg på en fornuftig måde, og det vil indimellem være nødvendigt med optræning af stabiliteten i din ryg. I nogle tilfælde kan det være en hjælp at lægge en plan for medicinsk smertebehandling i samråd med din praktiserende læge.

Stivhed i nerven og bindevævet

Når årsagen til iskias er stivhed eller arvæv omkring selve nerven, er behandlingen først og fremmest optræning med øvelser som styrker og smidiggør det stive væv. Udfordringen ved fysioterapi-behandling af denne type iskiassmerter er, at det indimellem tager 4-6 uger med træning, før der sker en bedring. Arvæv giver sig en lille smule, hver gang man strækker det ud, men den lille smule mere smidighed man vinder, bliver først vedvarende efter flere ugers træning. Du får mine træningsøvelser til stivhed og arvæv i iskiasnerven her.

En af øvelserne til genoptræning af stift arvæv omkring iskias-nerven.

Piriformis-syndrom – overbelastning eller skade i baldens muskler

En skade eller overbelastning af baldens muskler kan irritere iskias-nerven, så smerter stråler fra balden og ned i låret. Skaden behandles med gradvis optræning af de overbelastede muskler. Læs mere her.

Øvelse C – styrketræning for piriformis

Medicinske sygdomme

I sjældne tilfælde kan iskiassmerter skyldes medicinske sygdomme som betændelseslidelse, kræftsygdom, knuder i underlivet med mere. Den slags lidelser skal identificeres hurtigst muligt og sendes videre til lægelig udredning og behandling. Derfor omfatter fysioterapi-undersøgelsen af patienter med iskias-smerter også altid en systematisk screening for disse typer af lidelser.

Mere om smerter i iskiasnerven